Her kan du træne opmærksomhedsøvelsen.
Lydfilen kan frit bruges af dig, der:
- er i terapiforløb hos mig
- har deltaget i et af mine metakognitive undervisningsforløb hos Teknologisk Institut
- eller har været til et af mine metakognitive foredrag gennem Athenas
Denne opmærksomhedsøvelse anbefaler jeg at du træner to gange om dagen i tre uger.
Indre opmærksomhed er når du har opmærksomheden på dine tanker, dine følelser eller din krop. Psykisk mistrivsel kan medføre for megen indre opmærksomhed.
Øv det at have ydre opmærksomhed – uagtet at det indre ‘larmer’.
Opmærksomhedstræning giver en højere grad af fleksibilitet i hvor du har din opmærksomhed.
Når du kan fokusere din opmærksomhed på den ydre verden selvom der er masser af andre ubehagelige tanker, følelser eller kropslige symptomer – så er du rigtig godt på vej til at få det bedre.
I opmærksomhedstræningen er der en række forskellige lyde (stimuli).
Måske kan du også høre lyde fra det sted, hvor du træner. Det er rigtig fint. Betragt det også som stimuli.
Endelig er der dine egne tanker, følelser og kropsfornemmelser. Betragt også dem som stimuli på lige fod med lydene.
Følg blot mine instruktioner.
Det er vigtigt at du IKKE forsøger at undertrykke stimuli.
De er der og det må de godt være. Også dine indre stimuli (tanker, følelser, kropsfornemmelser etc.)
Du skal blot fokusere din opmærksomhed efter min anvisning
Og så lige et par anbefalinger:
- Dine egne tanker, følelser og kropsfornemmelser er ’blot’ stimuli. De skal altså heller ikke fortrænges. Omvendt skal de heller ikke have opmærksomhed. De får bare lov til at være der
- Øvelsen må ikke ses som en slags meditation, der skal få dine tanker og følelser til at gå væk. Eventuelle tanker, følelser eller en urolig krop må gerne være der under øvelsen (selvom det kan være ubehageligt).