Metakognitiv psykolog

Jeg hedder Henrik Leslye og er psykolog. 

Jeg tilbyder metakognitiv terapi både online og fysisk i min klinik – helt som det passer dig. 

Metakognitiv terapi er en effektiv terapiform, så du hurtigt får varige resultater.

Metakognitiv psykolog

Hvad er en metakognitiv psykolog?

For at du må kalde dig for psykolog, skal du have en kandidatgrad i psykologi. Det vil sige, at du skal have gennemgået 5 års fuldtidsuddannelse på et universitet. 

For at blive en autoriseret psykolog skal du derudover have min. 160 timers supervision af en erfaren autoriseret psykolog på et antal klienter, der svarer til 2 års fuldtidsarbejde med klienter.

Det betyder, at når du går til en psykolog, så får du en med sin uddannelse i orden. Og titlen psykolog er beskyttet (præcis som lægetitlen). Det vil sige, at du ikke må kalde dig nogen af delene uden at have den uddannelsesmæssige baggrund.

Alle må derimod kalde sig terapeut, coach eller noget tredje – og her er der ingen særlige krav til uddannelsen. 

Jeg blev færdig som psykolog fra Københavns Universitet i 2005. Jeg bliver løbende superviseret af de dygtigste i faget.

En metakognitiv psykolog er en psykolog, der bruger de metakognitive teknikker i terapien. Metakognitiv terapi har vist sig mere effektiv end andre terapiformer i behandlingen af fx angst og depression.

Jeg er certificeret metakognitiv terapeut (Level 1) og er MCT-I registreret. Det vil sige, at jeg har taget og bestået en to-årig efteruddannelse hos ophavsmanden til den metakognitiv terapi, professor Adrian Wells.

Du kan læse mere om min baggrund her.

Hvordan arbejder en metakognitiv psykolog?

Metakognitiv terapi (MCT) er en relativt ny form for terapi.

Mens en traditionel kognitiv psykolog ofte fokuserer på indholdet af dine negative tanker, koncentrerer MCT sig om den måde, du forholder dig til dine tanker på – specielt de bekymringer og grublerier, der kan være årsag til psykologiske lidelser.

Forestil dig, at du har en negativ tanke som “Jeg er ikke god nok”.

I traditionel kognitiv terapi ville man arbejde med at udfordre og ændre denne tanke.

En metakognitiv psykolog vil fokusere på de processer, der gør, at du bliver ved med at tænke over denne tanke: Hvorfor bliver du ved med at give denne tanke opmærksomhed? Hvordan forholder du dig til den tanke?

Metakognitive overbevisninger

Kernen i MCT er, at du har nogle overbevisninger om dine egne tanker.

Disse overbevisninger kan opdeles i to kategorier:

  1. Positive metakognitive overbevisninger: Det kan være troen på, at bekymring hjælper dig med at forberede dig eller løse problemer.

  2. Negative metakognitive overbevisninger: Det kan være troen på, at du ikke kan styre dine egne tanker, eller at visse tanker er farlige og skadelige.

Disse overbevisninger kan fastholde dig i en cyklus af konstant bekymring eller grublerier. Med andre ord: Du overtænker.

For eksempel hvis du tror, at bekymring hjælper dig med at forberede dig (en positiv overbevisning), kan du ende med at bekymre dig konstant.

Men hvis du samtidig tror, at du er hjælpeløs over for dine bekymringer (en negativ overbevisning), kan dette forstærke din angst og mistrivsel.

Hvordan virker metakognitiv terapi?

Som metakognitiv psykolog vil jeg arbejde med at identificere og udfordre dine metakognitive overbevisninger.

Jeg hjælper dig med at se, at bekymringer og grublerier faktisk ikke er særlig hjælpsomme, og at du kan vælge, hvordan du forholder dig til dine tanker. Det træner vi – og jo; det kan du også lære.

Derudover vil jeg som metakognitiv psykolog fokusere på at udvikle dine færdigheder i opmærksomhedsstyring.

Det betyder, at du lærer at styre, hvor du retter din opmærksomhed hen. I stedet for konstant at give efter for bekymringstanker, kan du træne dig selv til at rette opmærksomheden mod mere konstruktive og positive ting.

Forskning viser, at 80% bliver helbredt for deres angst og depression med metakognitiv terapi.